Program af 22/4

De omskiftelige tider fortsætter. Under dække af en askesky træder skæbnens gudinder sammen og spinder på radiobølgerne. Vulkaner går i udbrud, Ole gider ikke i studiet. It's a front! ville jeg sige. Det må dække over noget andet. Går vi Ausfahrts snarlige endeligt i møde? Har Ole fundet noget bedre, noget der giver penge, noget der stimulerer ham mere? Sådan rent intellektuelt. Føler han en stadigt voksende lede ved mit selskab? Er der noget galt? Er det damerne der er skyld i det? Er han blevet lystfisker? Har han fundet ud af at de lider i Afrika og at han derfor nu føler en eksistentiel tomhed ved at lave studenterradio? Hvorfor gøre noget når folk dør. Måske er Ole taget til USA for at befri Mumia og give hende tilbage til Egypten hvorfra hun hin dag 1887 blev brutalt røvet, ført op af Nilen (ned gennem æggestokken) og født ud i middelhavet ombord på en ocean liner med kanoner der allerede i sine første levemåneder må overkomme mange store forhindringer før den kan blive et voksent skib. Jeg ved det ikke. Denne mand som jeg har kendt gennem mange år (dvs. næsten to år) er endnu et mysterie for mig, Simon, der denne gang var alene på pinden. Men en anden due, askegrå, fløj ned og satte sig på min pind. Det sjove var at det var en due jeg havde kendt endnu længere end den anden (retroaktivt overfører jeg metaforen på Ole). Den hed Martin og havde vundet vores store lytterundersøgelseskonkurrence. Åh, hvor vi kvidrede! Mit næb var ømt bagefter, men mine vinger svang sig mod den formørkede himmel i trodsig leg. Mørket kan ikke aldrig vinde, når man er hvid inderst inde.
Det, om noget, er dette programs credo (tror jeg). Vi spillede også lidt musik der kommer på Roskilde og hyldede Guru, men det er uvæsentligt.

22/4
Intromelodi: Rod Stewart – Young Turks
Wuhling – Speed (Extra Six)
Gangstarr – Suckas Need Bodyguards (Hard to Earn)
Girma Bèyènè – Set Alamenem (Ethiopiques 8)
Nisennenmondai – Miraabouru/Mirrorball (Destination Tokyo)
Prince – Paisley Park (Around the World in a Day)
Hüsker Dü - I'll Never Forget You (Zen Arcade)
outromelodi: Rod Stewart – Young Turks

Hør lige

Program af 15/4

Efter hvad der synes som halvanden blink med to øjne eller fugtig mos på en birkestamme eller det omrids der eksisterer mellem en piges lyse hårtråde og det umiddelbart bagved og udenom dem eller en lang kø nede i Fakta en søndag eftermiddag eller forestillingen om Yduns foryngrende æble eller poser der ligger henover et signalerende modem eller musik eller de to unger du engang kunne tænke dig få eller alt muligt eller de over to uger der gået siden vi sidste gang sendte indenfor rammen dvs. sammen. Ole og Simon lavet af grøntsager og stillet op foran mikrofoner og, for den ene aubergines vedkommende, foran en mikser og begge sad de med ipods lavet af rhombeformede stykker ingefær. Altsammen for at sige at ih hvor var vi friske, selvom undertegnedes radiser var lidt slatne. Det var all øko, det var psøko, det var Ernie, det var rammen, det var Ramnad, det var ret kedeligt for så vidt angår indhold, men det er dokumenter som regel. Vi kan kun håbe at de om lang tid siden eller engang i fremtiden vil sætte vores audioment ind i en kontekst der vil få eller har fået vore anstrengelser til at fremstå på en historisk prægnant vis. For at benytte et begreb fra den franske psykoanalytiker Jacques Lacan er Ausfahrt den rest, det reelle, som er foranledet af barnets følelse af tab når det opdager at dét er nogen. Vi er den sten i skoen du ikke kan få ud, vi er det ikke-bevidste, vi er i den amerikanske soldat som kommer hjem til psykologhjælp, men som på en underbevidst måde ikke vil helbredes for sine krigstraumer. Vi er hverken syge eller raske, vi er begge dele og ingen af delene og det er vi uden og med systematik. Du må møde os ansigt til ansigt med den forundring og/eller chok som det typisk vil forårsage. Vi kigger på dig og det gør vi mens vi hører det her:

15/4
Intromelodi: Kirsten Ketsjer – Ernie (FFFFOO K TSSCCH)
Aphex Twin – Xtal (Selected Ambient Works 85-92)
C.V.Jørgensen – Florafobi (Sjælland)
J. Dilla – The New/Stop/People (Donuts)
The Sonics – Psycho (Here Are the Sonics!!!)
Joyce – Historia Do Samba (Passarinho Urbano/The Essential Joyce)
The Kinks – Autumn Almanac (bl.a. Kinks [1970])
Ramnad Krishnan – Kriti: Ninnadanela (Vidwan: Music of South India: Songs of the Carnatic Tradition)
Destroyer – European Oils (Destroyer's Rubies)

Hør os

Program af 1/4

Ausfahrt sover aldrig. Vi holder heller ikke ferie. Ausfahrt er, for at det ikke skal være løgn, den danske mediebranches svar på de amerikanske 24 hour news networks. Til forskel for dem, det der udmærker os, sender vi kun en time om ugen i tidsrummet mellem kl. 8 og 9. Det gjorde vi også denne torsdag, men her hører al lighed med de hidtil udsendte programmer også op. Jeg ved faktisk ikke hvad der er i vente. Jeg er lige så spændt som I (nok ikke) er, da dette program blev til uden mit mellemværende endsige samtykke. På lydfilen står der 'Gamingtema', men hvad det dækker over kan jeg kun gisne om.
Er Ausfahrt blevet et program for computernørder? Eller måske endda et spillekonsolsorakel? Hvad er vores holdning til Prince of Persia 3D. Holder det stadig? Er fakkelanimationen for flad? Er grafikken for grynet? Jeg kan her give mit besyv med og sige at vist holder Prince of Persia 3D endnu, det står faktisk mål med nyere platformspil som f.eks. Mirror's Edge, men mangler måske noget finesse alá Mass Effect 2, der er ikke nok gore som der er til overflod i Gears of War 2, og styringen kan ærlig talt være lidt clunky, i en grad så man føler sig hensat til Fallout 3, hvilket måske hænger sammen med at det er Bethesda, der står bag, og de stod jo som bekendt også bag halvkiksede spil som The Elder Scrolls 3: Morrowind, der havde det værste dialogsystem jeg til dato har måtte lide den umiskendelige misfornøjelse at være model til.

Rent ud sagt føles det som om at storhedens tid er forbi. Det er min faste overbevisning at den nedadgående spiral, vis-a-vis spilbranchen (både konsol og computer), der hvor det begyndte at gå galt, der hvor fundamentet skrider, er omtrent samtidig med at Black Isle må lukke, på foranledning af Interplays økonomiske vanskeligheder. Historien har visse irreversible vendepunkter, stedet hvor peripetien træder i kraft og der ingen vej tilbage er, og dette er en af dem. Vist har det været visse krampetrækninger, små succeshistorier, men det her at løftet om fremskridtet fik et skud for boven, og vores håb har lige siden svundet som så meget sand i timeglasset der, korn for korn, tæller ned til vores snarlige død.

Mere finurligt er det, at jeg, på trods af at jeg ikke har hørt programmet, er i besiddelse af den på alle måder håbløse playliste:

Intromelodi: Rod Stewart - Young Turks
Serge Gainsbourg med Jane Birkin - Je t'aime moi non plus (Jane Birkin et Serge Gainsbourg)
The Killers - Glamorous Indie Rock & Roll (Hot Fuss)
The New Pornographers - Mass Romantic (Mass Romantic)
Jess, Ghita og Tom - Jungle Ahuuga (Ude på Noget)
Violent Femmes - Prove My Love (Violent Femmes)
Outromelodi: Rod Young Turks

Til sidst er der en lille bid af Foals - Cassius (Antidotes) som vel er det bedste der helt uforvarende blev spillet.

Hør en gang